LØVSPRINGSLØB 24. APRIL 2016 - TEKST OG BILLEDER

Løvspringsløb d. 24. april

Årets første løb. Alle var bare parat til at komme ud på 2 hjul igen. Selv nøjedes jeg med 8 hjul. Nemlig 4 på servicebilen, 2 på traileren og 2 på den reserveknallert der stod på traileren. 

Vejret var en rigtig god blanding. Hjemmefra kørte vi i 5 cm hagl, og da vi kom til Vinderup, var der det fineste vejr. Alt det hagl vi havde haft med på taget hjemmefra, begyndte nu at tø op, så folk troede bilen lækkede, så meget vand løb der ned.

Vi startede fra Vinderup og der var 28 kørere.  Turen gik først til Sevel, og så videre til Herrup Kulturhus. Her fik vi en fin forklaring på Herrups måde at få bygget det Kulturhuset på.

Herfra gik turen så til Michaels forældre, der også bor i Herrup. Her blev vi budt på lidt til halsen, så vi kunne klare os til vi skulle have frokost.

Det var jo så det næste mål, og frokosten skulle vi have ved Trevældcentret.  Et godt sted at sidde og spise med en god udsigt.

Efter at maden var indtaget, kørte vi igennem Mogenstrup og mod Flynder sø.

Grusvej, det er ikke lige mig, i hvert fald på knallert, men det bød turen nu på et godt stykke vej. Da de skulle dreje ind på en mindre og mere ujævn grusvej, mente Michael, at jeg skulle stå af lidt. Jeg vendte bilen og var så klar til kørerne kom tilbage. Det varede dog bare lige et stykke tid inden de kom af sted, for Michaels fine ny restaurerede Zundapp ville pludselig ikke længere. Det lykkedes heldigvis at få den i gang igen. Det var for øvrigt det eneste motorstop på hele turen.  Rigtigt flot, men kedeligt for mig. Jeg måtte nøjes med mit eget selskab i servicebilen.

Næsten tilbage ved asfalten var der en parkeringsplads, som egnede sig fint til en kaffepause. Det benyttede vi os så af.

Efter kaffen gik det hjem igen igennem Sevel og til Vinderup. Der undgik vi ikke en lille haglbyge, men ellers holdt vejret sig fint.

Tusind tak til Michael for en rigtig god tur.

Inga.