Den danske knallert har 60 års jubilæum
Lørdag den 19. juni 2010 fejres et bemærkelsesværdigt jubilæum på Uhre Motorsportscenter. Anledningen skyldes, at det i år er 60 år siden de første danske knallerter begyndte at præge gadebilledet som det praktiske køretøj, der på prisbillig vis kunne befordre sin fører fra A til B.
Baggrund
I de første efterkrigsår var der stor hunger efter motoriseret transport, idet importrestriktioner og generel varemangel gjorde det vanskeligt at købe bil og motorcykel og de opklodsede køretøjer fra besættelsesårene kom kun langsomt ud af garagerne. En række driftige fabrikanter anede et udækket transportbehov og smøgede ærmerne op: Nu skulle danskerne ”motoriseres” til billige penge. Således lancerede Diesella i Kolding den første danske hjælpemotor allersidst i 1949 – den såkaldte røvskubber – beregnet til montage på en almindelig cykel og dermed var vejen banet for adskillige andre danske knallertfabrikanter. Succesen var i hus lige fra starten. Nu kunne folk komme hurtigt frem og tilbage fra arbejde, tage i skoven om søndagen og endog vove sig ud på længere ferieture om sommeren.
Fra 1950 og frem, fabrikeredes omkring 2 mill. knallerter fordelt på ca. 75 forskellige mærker og i dag betragtes dette store knallertboom med rette som en kulturel epoke i den nyere Danmarkshistorie.
Jyske veteranknallertklubber i samarbejde
Overalt i landet, varetages den kulturelle arv af et antal veteranknallertklubber, hvis medlemmer restaurerer de gamle køretøjer, afholder træf og kører løb gennem hele sommerhalvåret. I denne sammenhæng indgik Veteranknallertklubben Aktiv, Midtjysk Veteranknallertklub, Sønderjyllands Veteranknallertklub samt Vestjysk Veteranknallertklub et samarbejde om udgivelsen af det fælles tidsskrift KnallertJournalen og kan i år fejre 10 års jubilæum for bladets fødsel tilbage i 2000. Det tilfældige sammentræf – 2 x jubilæum på samme tid - er den oplagte anledning til at skabe den festlige begivenhed, som altså nu finder sted på Uhre Motorsportscenter lørdag den 19. juni. Der er på forhånd tilmeldt over 100 gamle knallerter.
Aktiviteterne
Den overordnede ramme for jubilæumsdagen er Uhre Motorsportscenter. Dagen starter med morgenbord for knallertentusiasterne, som efterfølgende ca. kl. 10.00 drager ud på en 45 km’s promenadetur der går fra festpladsen ved Motorsportscentret til et halvtimes ophold i Dollerup Bakker, over Hald Ege og herefter retur. Kortegen af køretøjer vil gøre et kort ophold i Frederiks ved p-pladsen bag Andelskassen for opsamling af kørerne. I dagens anledning er der fra Viborg politi givet tilladelse til kørsel på en del af den nedlagte Herning-jernbanestrækning.
Tilbage på festpladsen ved Uhre Motorsportscenter fortsætter dagens begivenheder med bl.a opvisningskørsel fra medlemmer af motorcrossklubben samt stumpemarked, fælleshygge og ”sparke-dæk-snak”. Fra kl. 14.00 – 17.00 vil der være gratis adgang for publikum som kan få lejlighed til at besigtige køretøjerne nærmere, få en knallertsnak og for en stund drømme sig tilbage til drengedagene.
Arrangørerne
Arbejdsgruppen bag arrangementet består af bestyrelsesmedlemmerne Orla Kristensen,Viborg - Kurt Oxbøll, Sunds - Knud Larsen & Harald Øgendahl, Lemvig - Per Mathiasen & Erik Jensen, Århus samt redaktør Ove Dürr Jensen, KnallertJournalen i Herning