LØVFALDSLØB 16. SEPTEMBER 2012 - TEKST OG BILLEDER

VVK. Løvfaldsløb d. 16. september 2012.

Skrevet af Knud Larsen.

Søndag d. 16. september var vejret godt til knallertløb, ikke for varmt, ikke for koldt, men med vind fra vest. Vinden drillede dog ikke vore knallerter for meget den dag, og da vi skulle starte i modvind, kunne vi glæde os til medvind hjemad.

27 knallertkørere fra VVK, MVKK og AKTIV havde denne dag meldt deres ankomst.  Blandt dem Bjarne og hans broder fra Nors og Else og Chr. Langborg der efterhånden er faste deltagere til vort Løvfaldsløb. Af VVK’s egne medlemmer var der flere, jeg ikke havde mødt før.

Da det var mig, der skulle køre forrest, trådte jeg BFCen i gang, og så gik det ellers ud af Seminariebyen. Efter 4 til 5 km kom en kører op til mig, og bad mig standse, for der var én, som ikke var kommet med. Det var Hugos Solifer, der ikke ville starte, og man gættede på, at det var tændspolen, der drillede. Heldigvis har Poul Erik næsten altid en reserveknallert med, så Hugo måtte hurtigt lære at køre på Mobylette, og de blev straks gode venner.

Vi nåede Lomborg kirke, hvor der blev holdt pause.  Turen var lagt ud over den flade hedeslette syd for bakkerne omkring Limfjorden, og kl. ca. 12.30 nåede vi Fjaltring, hvor vi holdt spisepause i skolegården ved friskolen.

Knallerterne blev linet op langs fortovet, og det varede ikke længe, før nysgerrige stod og fortalte om de knallerter, de havde haft.

Under snakken opdagede Jens Christian, at hans NSU var flad på baghjulet, og så skulle den nok i ledsagervognen. Men heldigvis var hans slange med autoventil, og da en af de andre kørere havde en spraydåse med lim, tog det ikke lang tid, før Jens Christian var køreklar igen.

Trans kirke er en af Danmarks vestligste kirker, og den var målet. Så efter at maden var spist, kørte vi  videre, det sidste stykke på grusvej, og så skulle vi ikke længere, for 100 m længere fremme var skrænten ned til Vesterhavet, og den skulle vi ikke ned af.

Da vi havde nydt udsigten og vejret, gik det hjemad, dog skulle vi gøre et ophold ved Ramme Dige, der er en forsvarsvold fra jernalderen.

På vej fra kirken ville min skubber ikke trække ordentligt, rullen kunne ikke få bid. Selvfølgelig havde grusvejen op til kirken vist tænder, og jeg måtte så også i ledsagervognen.

Heldigvis havde min kone ondt af mig og tilbød, at jeg kunne låne hendes SCO på resten af turen.

Vi nåede Nr. Nissum Seminarieby uden flere problemer og kunne tage afsked i flot solskin.

Tak til alle der deltog i efterårets sidste løb.