JUBILÆUMSLØB SØNDAG 17. AUGUST 2014 - TEKST OG BILLEDER

Søndag


Søndag var der varslet masser af regn, og vi vågnede da også op til et voldsomt regnvejr, men da vi skulle af sted kl. 10.00, var regnen hørt op, og vi kom af sted i tørvejr. Turen gik mod Sallingsundbroen, som skulle hjælpe os over på fastlandet. For at komme op på broen skulle vi forcere en lidt stejl grusvej, så her var der enkelte, der skulle trække, men op kom vi da alle sammen. Så gik det igen bare derudaf, indtil mit baghjul punkterede ude midt på broen. Vi havde sikret os med både ekstra dæk og slange hjemmefra, men det var jo for længst solgt til Inga, som punkterede om fredagen. Jeg måtte derfor fuldføre løbet på bagsædet af servicevognen, som ellers var godt fyldt op med bagage.

Ved Harrevig måtte Poul reparere koblingskabel, og det passede fint med, at alle lige havde brug for en lille pause. Vi var nu ved at nærme os frokosttid og kørte videre til Ramsing, hvor vi i anlægget fandt et ottekantet lysthus med borde og bænke. Her fik vi så en lille bitte byge, mens vi sad i tørvejr. Knud havde problemer med et knækket udstødningsrør, men da min SCO alligevel ikke kunne køre, tog han bare mit. Jeg håber ikke, han regner med at splitte hele knallerten op i stumper.

Da vi nåede til Ejsing, havde de sportsfest, og de havde i forvejen spurgt, om vi ville komme og udstille knallerterne, når vi kom forbi, hvilket vi havde sagt ja til. Som betaling fik vi hver en pølse og en øl/vand.

Nu var vi efterhånden ret interesserede i at komme helt hjem, og turen gik mod Struer. I Søndergade ved Struer Museum skulle kørerne op på en forholdsvis nyanlagt cykelsti. Opkørselen var så kort, at ikke alle nåede at registrere, hvor den var, og det resulterede i, at Gunner kørte imod den ret høje kantsten og væltede. Det så voldsomt ud, men det gik heldigvis ikke så galt. Knallerten tog mest skade, men Gunner slap vist med nogle hudafskrabninger på hænderne og selvfølgelig nogle knubs på den side, han landede på. Pyha, et grimt syn for os, der kørte bagefter. Nu måtte bagagen igen stables om, så der blev plads til Gunner i bilen.

Efter en kort pause i Struer gik turen så det sidste stykke til Lemvig. Efter Fabjerg fik vi en utrolig masse vand, men vi kunne da glæde os over, at langt den største del af turen blev kørt i tørvejr.

Efter at have kørt ca. 100 km. var vi i Lemvig omkring kl. 17.00, og her kunne vi så tage afsked med hinanden og takke arrangørerne for en rigtig god tur.

Henny

Oplevet og beskrevet af ”The Horsted-sisters”.