VVK Aftenløb onsdag den 20. maj
I alt 21 knallerter deltog i VVK aftenløb, der blev kørt med start i Ulfborg Kirkeby og med Kristian Hedegaard som arrangør. Skønt turen til Ulfborg Kirkeby foregik i regnvejr klarede det op lige inden start kl. 19 – og starten gik i solskins vejr.
Det blev en anderledes knallerttur end sædvanlig, idet vi havde mange stop undervejs – og ikke på grund af problemer med knallerterne. Næh – Kristian ville vise os sin arbejdsplads, Ulfborg Kærgaard Mercantec, der er et uddannelsessted hvor der er uddannelser indenfor bygge og anlæg, transport, ”det grønne område”, entreprenør, asfalt.
Og der var rigtig meget at se på, lige fra kirkegårdsgartnernes grave (med sten og ”det hele”) til de store entreprenør maskiner, der kunne flytte enorme jordmængder så let som ingenting.. Uddannelses centret råder over ca. 400 ha skov og hede område, så der er plads nok til at øve sig.
Og midt mellem alle de store maskiner holdt der en gammel veteran vejtromle af mærket Munktells – straks var der nogle der kunne fortælle historien bag navnet Bolinder-Munktell (det senere Volvo BM). Vejtromlen var i øvrigt fuld funktionsdygtig og velholdt.
Efter rundvisningen kørte vi ud i området på grus og jordveje for at ende ved en nyanlagt shelter plads, hvor der var tid til at sidde og nyde naturen, en øl / vand og hinandens selskab i det efterhånden rigtig gode vejr.
Løbet blev afsluttet tilbage på Ulfborg Kærgaard hvor vi blev beværtet med en kaffetår.
Kristian Hedegaard har i øvrigt lovet at lave en dagstur til næste år, hvor vi skal se mere af den smukke natur omkring Ulfborg – og hvem ved – måske en tur forbi shelter pladsens store grill.
Tak for turen Kristian – glæder mig allerede til turen næste år.
Poul Kusk