LØVSPRINGSLØB 26. APRIL 2015 - TEKST OG BILLEDER

Forårskåde knallerter.

Af Knud Larsen, VVK.

VVK’s Løvspringsløb søndag d. 26. april 2015. P-pladsen bag Vestjysk Bank i Lem var kort før kl. 10.00 fyldt med veteranknallerter, der forventningsfulde ventede på at komme ud på landevejen på deres første tur i år. De måtte dog vente lidt, for først skulle vi hen til Agnes, hun stod nemlig med kaffe og rundstykker. Efter kaffen var det svært at holde knallerterne tilbage, nu ville alle 53 ud at køre. Og som sædvanlig ved et Løvspringsløb var der problemer med at komme i gang. Noget af kådheden var forduftet, én ville ikke starte, én anden en gled i koblingen, så der måtte lokkes og ligefrem skiftes knallert, for at hele flokken kunne komme i gang. Men så gik det også derudad på landevejen i venligt aprilsvejr.

Det var godt, at Gert havde været forudseende og havde taget et par ekstra knallerter med, for dem blev der brug for undervejs p.g.a. punkteringer.

Det er mange år siden, VVK sidst har haft så mange deltagere i et løb, men først i 90.erne var der lige så mange til vore Limfjordsløb.

Deltagerne i dag kom fra store dele af Midtjylland, med yderpunkter som Nors, Ringkøbing og Randerskanten. Der var skubbere, et gears knallerter, og der var to- og tregears modeller. Der var små SCO, Skylon og Diesella, der var store Puch, Kreidler og Suzukier.

Den, jeg ikke havde set før, var en Diesella skubber, der var blæserkølet. Ejeren havde monteret en stationær Diesellamotor i stedet for den oprindelige motor. Det gik fint, og der var ingen problemer med at følge med.

Vores frokost nød vi i Laugesens Have, og bagefter kørte vi til Videbæk, hvor vi skulle besøge Ketty og Anton for at se deres Goggomobiler og mange andre udstillingsting.

Vil du se Antons Goggoer, så klik ind på: www:goggomobiler.dk

Den orange AWS Shopper er fra 1973 og bygget i Berlin.